Møn Stenrev inviterer til fremvisning af projektområdet

Publiceret 19-12-2024

Foreningen Møn Stenrev inviterer alle interesserede til en spændende ekskursion og fremvisning af projektområdet ved Fanefjord Skov.

Ekskursion og fremvisning af projektområdet

Foreningen Møn Stenrev inviterer til en ekskursion og fremvisning af projektområdet fredag den 27. december 2024. Vi mødes kl. 11 på parkeringspladsen ved de to store sten i Fanefjord Skov. For de, der ikke er lokalkendte, kan man køre til Fanefjord Skovpavillon og derefter følge skiltene videre ad grusvejen mod stranden.

 

På turen langs stranden vil foreningen fortælle om projektet om genetablering af de tidligere stenrev der lå tæt på kysten mellem Lægehuk og Fanefjord ud for Sydvestmøn. Især revene ud for skovene Ympehaven, Slotshaven og ved Mads Klint. Disse rev blev opfisket fra starten af 1900-tallet og stenfiskeriet fortsatte helt frem til 1990'erne.

Efterfølgende bydes der på pølser over bål, og musikeren Mads Mouritz vil spille en sang. Turen afsluttes med en gåtur tilbage til udgangspunktet gennem skoven.

Husk fornuftig påklædning og fodtøj.

 

Praktisk info

Tid: fredag den 27. december kl. 11:00

Mødested: parkeringspladsen ved de to store sten i Fanefjord Skov. 

Tilmelding via foreningens Facebook: Facebook begivenhed Møn Stenrev

Om projektet

Genetableringen af stenrevet er en del af det internationale EU inter-reg. projekt 'Supported by Nature'. Det kommende stenrev, som forventes etableret allerede i løbet af 2025, skal fungere som et læringssted med mulighed for formidling, der skal medvirke til at inspirere andre til lignende aktiviteter, der kan fremme biodiversiteten i Østersøen.

Supported by Nature

Supported by Nature er et samarbejdsprojekt for det internationale netværk af UNESCO biosfæreområder omkring Østersøen, kaldet Biosphere for Baltic. Projektet har til formål at øge forståelsen af naturbaserede løsninger, og hvordan de bidrager til forbedrede miljøforhold og fremme af biodiversiteten I Østersøen. Det langsigtede mål er, at et bedre vidensgrundlag vil føre til hyppigere og mere fyldestgørende brug af naturbaserede løsninger i planlægningsprocesser, samt i land- og havforvaltning. I løbet af projektet vil der blive udviklet mindst 13 læringssteder om naturbaserede løsninger, med særlig fokus på temaerne multifunktionelle vådområder, kystvandshabitater og vandløbsrestaurering.

Projektet vil afprøve metoder til etablering af læringssteder om naturbaserede løsninger i samarbejde med lokale interessenter, samt metoder til at øge forståelsen for naturbaserede løsninger og hvordan de kan bidrage til bedre biodiversitet i Østersøen.

    

Om Foreningen Møn Stenrev

Foreningen Møn Stenrev blev etableret i efteråret 2023 og samarbejder med Vordingborg Kommune og Møn UNESCO Biosfære. Foreningen har til formål at arbejde for et bedre havmiljø og øget biodiversitet i farvandene omkring Møn og Sydsjælland.

Fokus er på retablering af stenrev, plantning af ålegræsbede og andre marine tiltag, der forbedrer vandkvaliteten og støtter kystnaturens genopretning. Foreningen engagerer sig i oplysning om havmiljøet for at opnå folkelig opbakning til aktiviteter, der beskytter havets tilstand og fremmer bæredygtig turisme og fiskeri. De første indsatser er rettet mod genetablering af stenrev ved Sydvestmøn.

Bliv Medlem og vær med til at gøre forskellen!

Foreningen Møn Stenrev opfordrer alle, der støtter foreningens formål til at melde sig ind i foreningen og være med til at skabe en lokal opbakning og involvering. Og til at deltage i de mange aktiviteter der kommer forude.

Man kan melde sig ind via hjemmesiden - det koster 100 kr. årligt for et personligt medlemskab.

Møn Stenrev