Hele Klinteskoven har historisk været en lysåben skov med græsning, som vi ser i Jydelejet i dag. For ca. 200 år siden blev skoven plantet med træproduktion for øje, og siden er skoven flere steder blevet tæt og mørk.
Ny forvaltning Da Klinteskoven de sidste 200 år har været brugt til skovdrift, er det nødvendigt at fælde træer for at lysne op og give plads til orkideer og andre arter, der elsker lys. Den nye forvaltning indebærer derfor, at skoven igen åbnes op, men der vil fortsat også være store områder med tæt bøgeskov.
Træerne fældes ikke bare for at skabe mere lys, men også for at give større variation i skoven mellem skyggefulde og mere åbne steder. En stor del af de fældede træer vil blive efterladt i skovbunden og nedbrydes til gavn for svampe og insekter, mens andre træer fjernes helt. Under fældningen tages der så vidt muligt hensyn til rekreative stier og mountainbikeruter. Ligeledes sikres det, at gravhøje og andre fortidsminder ikke beskadiges under fældningen.
Nye indhegninger Den nuværende indhegning i Jydelejet udvides derefter sydpå, og det er planen, at man i 2025 vil kunne opleve geder og kvæg i Klinteskoven, hvor der skal fældes træer. Dyrene vil hjælpe de naturlige processer på vej og bidrage til en vildere og mere lysåben natur med flere levesteder for dyr og planter. Man vil stadig kunne færdes på stier og ruter til fods, hest og på cykel, og der kommer låger i hegnet.
Den røde linje markerer området der lægges urørt. Den sorte linje markerer hvor hegnet skal stå.
Læs mere om urørt skov
En stor del af Danmarks vilde dyr, planter og svampe er i risiko for at uddø. Mange af vores truede arter behøver lys, vand og dødt træ for at trives, og det er netop noget af det, urørte skove skal være med til at skabe. Læs mere på Naturstyrelsens hjemmeside: https://naturstyrelsen.dk/vildere-natur/uroert-skov
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte projektleder i Naturstyrelsen Markus Raeder Konner:
Mail: marko@nst.dk
Telefon: 3066 2603