Biosfære Julebazar 2024

Publiceret 11-12-2024

En god og hyggelig dag med glade gæster, interessante talks og hyggelige workshops.

Biosfære Julebazar 2024 - foto: Mette Juul Holmquist

En dag med fokus på bæredygtighed, lokale produkter og initiativer

Biosfære Julebazar 2024 blev afholdt i den stemningsfulde Den Böhmiske Hal på Sukkerfabrikken i Stege og bød på en inspirerende dag fyldt med bæredygtige produkter og fællesskab. Traditionen tro en dag i julestjernernes og biosfærens tegn hvor både nye og kendte ansigter samledes for at fejre julens og biosfæreområdets budskaber om varme, nærvær og lokal bæredygtig udvikling.

Biosfære Julebazar 2024 bød på en række spændende aktiviteter og oplevelser for både store og små. I år kunne vi byde velkommen til flere stadeholdere, som fremviste bæredygtige og lokale produkter, alt fra økologiske fødevarer til håndlavede julegaver og kunsthåndværk.

Udover de mange boder, kunne gæsterne også deltage i inspirerende talks, oplæg og workshops. Dagens to talks satte fokus på emner som grønne initiativer og lokalt fællesskab både til lands og til vands – og vi glæder os til også fremadrettet at følge initiativerne. Børn og deres voksne blev inviteret til at høre nissehistorie inspireret af biosfæreprojektet ’Sporløs Færd’ – hvor de engagerede ambassadører bag også var til stede. Workshopsene gav både børn og voksne mulighed for at få praktisk viden om alt fra at lave bæredygtige julegaver til at lave genbrugsmaterialer om til julepynt.

Vi vil gerne sige tak til alle stadeholdere på årets Biosfære Julebazar, der alle har været med til at vise deres bidrag til lokal bæredygtig udvikling, og vise hvordan bæredygtighed kan forenes med både kreativitet og kvalitet.

Tak til alle, der var med til at gøre Biosfære Julebazar 2024 til en uforglemmelig dag!

Dagens program

10:00 Velkommen til Biosfære Julebazar 2024
Hele dagen - workshops for alle – byg et insekthotel eller lav frøposer med Middelalderhavens frivillige.
10:30 Talk: ’Landsbyfællesskaber og biodiversitet’ - Hvordan kan landsbyer skabe fællesskaber og steder, der bidrager til at fremme biodiversitet? Med Morten Bencke, PDAS og Mo Moesgård, Udby Fælled.
11:00 Højtlæsning ’En god Nissejul’ - Susanne fra Naturguide Møn læser en Julehistorie af Marlons ABC højt for børn og barnlige sjæle.
11:00 Workshop: Julesprællefigurer og papirtræer - Eksperimenter med kreative genbrugs-metoder og lav julesprællefigurer og juletræer med Lotte Elvang.
11:30 Boglancering - Middelalderhaven præsenterer deres nye bog ’Althea - Reliktplanter, Levende Fortidsminder, Apotekerplanter’ og byder på smagsprøver af hjemmelavet likør.
12:00 Sporløs Færd - Bliv klogere på hvordan vi sammen kan bevare, beskytte og passe godt på Møn med biosfæreambassadørerne bag projektet ’Sporløs Færd’.
13:00 Talk: ’Livet Tilbage til Havet’ - Klintholm Havn som lærings- og formidlings by med Jesper Carlsen og Ole Eskling.
14:30 Workshop: Julepynt i genbrugspapir - Eksperimenter med kreative genbrugs-metoder og lav smukt julepynt med Lotte Elvang.
16:00 Tak for i år og på gensyn

BIOSFÆRE JULEBAZAR

8. december 2024 
10:00-16:00
Den Böhmiske Hal
Sukkerfabrikken
 
Gratis adgang

Boder på Biosfære Julebazar 2024

Møn Tang - Bergkvist Keramik - Rytzebækgård - Marlons ABC - Lanita - Møns Vævehus - Tina Svane - Møn Cider - Teater Møn - Værkstedsfællesskabet Langgade 22-24 - Lotte Elvang - Laura Baruël - Weaverbirds - Middelalderhaven - AA Keramik - Drude Østergård - Birgit Kolze Keramik - Møn Strik - Heidi Rumskib - Isle of Møn Spirits - Noorbohandelen - Kunsthåndværk fra Magleby - Møn-Meru Venskabsforening - Galleri Nyord og runas - Fængselsgården Café - Bryghuset Møn - Forêt - Charlotte Zinck - I am Natural - Love by Gaia - Møn Surf Shop - Klintholm Gods Gårdbutik - Dark Sky Møn & Nyord - Vingården Møn - Bent Jørgensen Keramik - Jesper Jensen Glas

Fotos af Mette Juul Holmquist